Industriventilation
 
Industriventilation dækker over en bred betegnelse for anlæg, som har til formål at løse industriens problemer med bl.a. støv, giftige dampe og procesvarme. Der stilles stadig større krav til effektiv og korrekt arbejdsmiljø og indeklima, så det imødekommer både medarbejdernes, firmaets og myndighedernes krav om sikkerhed og sundhed. Dårlig ventilation betyder utilpashed på arbejdet og øget sygefravær.

Generelt er anlæggenes formål at fjerne uønskede stoffer eller overskudsvarme for at beskytte mennesker eller maskiner, og samtidig tilføre forvarmet og trækfri erstatningsluft. Ofte med samtidig varmegenvinding.

Afhængig af hvad der skal fjernes, kan det komme på tale at filtrere luften inden den ledes til det fri eller at anvende specielle korrosionsbestandige materialer.

Først og fremmest skal ventilationsanlægget beskytte medarbejderne mod støv, dampe, lugte og andre sundhedsskadelige stoffer. Dernæst er der også et vigtigt miljøhensyn, så der ikke bliver udledt skadelige stoffer i naturen.

Industriventilation kan kræve meget store luftmængder, og det kan betyde et stort forbrug af energi. Derfor er vores rådgivning og service vigtig for at både nye og eksisterende anlæg får den bedst mulige driftsøkonomi. Vi rådgiver om, hvordan I udnytter jeres indeklima bedst muligt, og står gerne for den løbende, efterfølgende service.